Koncentrationslejren Mauthausen Kun kort tid efter Østrigs „Anschluss“ til Det Tyske Rige påbegyndtes der i kommunen Mauthausen an der Donau oprettelsen af en koncentrationslejr til fuldbyrdelse af „Schutzhaft“ – beskyttelsesarrest – pålagt NS-regimets erklærede modstandere. Kz-lejren Mauthausen skulle blive den første koncentrationslejr uden for „Altreich“ og en af de mest berygtede lejre inden for hele det nazistiske lejrsystem. Fra lejrens officielle grundlæggelse og indtil den blev befriet at den amerikanske 3. Arme den 5. maj 1945, kom næsten 200.000 fanger fra lande i og uden for Europa ud for umenneskelige fængslingsvilkår og SS’ens torturmetoder. Mere end halvdelen overlevede ikke deres internering. Fangerne døde af udmattelse på grund af det hårde tvangsarbejde eller af sygdomme som følge af de katastrofale hygiejniske forhold. Andre fanger blev torteret ihjel, skudt af SS-vagterne eller gasset i Mauthausens gaskamre, i satellitlejren Gusen samt i „eutanasianstalten“ Hartheim. Ud fra hovedlejren Mauthausen udvikledes i tidens løb, i sær efter 1943, et helt system af satellitlejre, som fangerne blev fordelt på, og hvor de først og fremmest blev tvunget til at arbejde i rustningsproduktionen. Den systematiske udbytning af fangernes arbejdskraft medførte kun overfladisk betragtet bedre fængslingsvilkår. Specielt i de sidste krigsmåneder blev situationen i kz-lejren Mauthausen mere og mere prekær, fordi lejren var håbløst overfyldt og forsyningerne mere og mere sparsomme. Efter lejrens befrielse døde endda mange fanger på lazaretterne af de sygdomme og skader, som de havde pådraget sig under interneringen. Og de, som overlevede lejren, har endnu i årtier herefter været konfronteret med, at en stor del af deres liv er gået tabt.